Osteoporoseklinikken



Den forebyggende undersøgelse for osteoporose
 

Undersøgelse for knogleskørhed

Personer med knogleskørhed har en større risiko end andre for at få knoglebrud, hvoraf de mest alvorlige er sammenfald af en til flere ryghvirvler samt hoftebrud. I dag findes en række forebyggende behandlinger, og det er herfor vigtigt at finde de personer, der har den største risiko for disse alvorlige knoglebrud.

Mere information kan hentes på Osteoporoseforeningens hjemmeside www.osteoporoseforeningen.dk

Såfremt din læge finder det relevant, kan du blive henvist til Osteoporoseklinikken på Odense Universitetshospital. Herfra vil du få tilsendt en tid til knogleskanning. Svarafgivelsen vil i de fleste tilfælde foregå hos din egen læge.

Hvordan stilles diagnosen knogleskørhed (osteoporose)?
I dag benyttes til dette formål en knogleskanning (DEXA). Ved denne metode kan man med en beskeden røntgenbestråling måle kalkindholdet i knoglerne. Såfremt kalkindholdet er nedsat under en fastsat grænse, og man har en risikofaktor, f.eks. en mor der har haft et lårbensbrud, vil en forebyggende behandling være relevant. Før man starter behandling, er det dog vigtig at en række andre tilstande, der også kan give lavt kalkindhold i knoglerne, udelukkes. Dette gøres med en blodprøve og i nogle tilfælde også en lille urinprøve.
Er der mistanke om sammenfald af en ryghvirvel, vil du tillige blive tilbudt en røntgenundersøgelse af ryggen.

Hvordan foregår en knogleskanning?
Røntgenbestrålingen er ”bløde” røntgenstråler (en meget svag stråling), og en knogleskanning giver en meget lille stråle-dosis (ca. 1/10 af dosis ved en almindelig røntgenundersøgelse af brystkassen).
Skanning og den efterfølgende beregning af knoglestyrken kan forstyrres af metaldele i dit tøj (knapper, lynlåse, spænder, hægter i bh o. lign.). Du bedes så vidt muligt være iført tøj uden metaldele. Medbring evt. skiftetøj
Knogleskanningen er ikke forbundet med nogen form for ubehag, men du skal ligge helt stille i den periode, hvor skanneren kører.
Knogleskanningen tager 2-5 minutter pr. billede. Ved undersøgelsen vil der være en bioanalytiker (laborant) til stede. Som regel tages 2-3 billeder, som kontrolleres, inden du kan forlade afdelingen. Den samlede undersøgelsestid er derfor ca. 30 minutter. Enkelte undersøgelser kan dog kræve længerevarende billeder og dermed længere undersøgelsestid.
Du får svar på undersøgelsen i forbindelse med en efterfølgende lægekonsultation nogle dage eller uger efter skanningen. Det er også muligt, at din egen praktiserende læge, eller hvis du er henvist fra en anden afdeling fra sygehuse i Region Syddanmark, får tilsendt svar, hvorefter du vil blive orienteret om resultatet det pågældende sted.

Hvilke svarmuligheder giver en knogleskanning?

  • Normal: Der er ikke grund til yderligere undersøgelser med mindre særlige forhold taler herfor.
  • Osteopeni: Der er nedsat kalkmængde i knoglerne og du bør leve knoglevenligt (motion, ingen rygning og spise 1200 mg kalk samt indtage 6- 800 IE vitamin D dagligt). Såfremt du er i behandling med binyrebarkhormon, bør du i de fleste tilfælde opstarte forebyggende behandling.
  • Osteoporose: Du bør udredes nærmere og sandsynligvis tilbyes behandling

Ventetiden på en knogleskanning varierer meget og afhænger bl.a. af, hvilken risiko vi udfra henvisningen mener, du har, således at vi kan hjælpe dem, der har den største risiko først.

Er du forhindret i at komme på den tildelte tid, kan du få den ændret mandag-fredag på telefon 65 41 17 47.